Rabarbersaft
– smagen af lys og forår –
Det er en stor dag, når den første rabarbersaft fyldes på flasker. En absolut favorit i vores husholdning. Alle elsker den fine sart-lyserøde drik, med den aromatiske smag. Man kan smage forårets friske, sprøde kraft i hver eneste slurk, og alligevel er der noget helt utroligt mildt og venligt over saften. Jeg tilføjer gerne et par stænger vanilje, som giver en rund og varm sødme til drikken.
Fremgangsmåde rabarbersaft
Til denne portion brugte jeg cirka 5 kg rabarber. De vaskes, skæres i mindre stykker, og puttes i en stor gryde. Jeg tilsætter de flækkede vaniljestænger, hvor kornene er frigjort. Det hele kommes i. Gryden varmes langsomt op, og får lov at småkoge, til rabarberen er kogt godt ud, og mest ligner en gang pulp.
Herefter sigtes saften fra rabarber grød massen. Jeg har et lille stativ med saftpose, som kan sættes ovenpå en hvilken som helst skål. Et stykke klæde i et dørslag er også en fin løsning. Du skal være opmærksom på hvor fint masket saftpose, klæde eller si du bruger, da vaniljekornene er meget små, og derfor let passere igennem de grovmaskede saftposer ol. I år besluttede jeg mig nu til, at det var hyg´ligt med lidt spil i den lyserøde saft, og at det var synd, at kassere alle de fine vaniljekorn, som muligvis stadig indeholder lidt smag. Derudover gik sigtningen af saften også betydeligt hurtigere, end når jeg har brugt det helt fint-maskede saft klæde.
Tilsmagning
Nu er det spændende at se hvor meget saft rabarberne har smidt. For hver liter sigtet saft skal bruges et sted imellem 500 gram og 1 kg sukker. Ja så upræcist er det faktisk. Alt afhænger af den rabarber sort du bruger, og hvor frisk i smagen du ønsker saften skal være. Jeg kender ikke sorten på vores rabarber, men de er meget højtydende, har nogle tykke, lange stilke, som er ligeså meget grønne, som de er røde. Oxalsyre niveauet er meget moderat, og de har en virkelig fin og mild rabarbersmag. Jeg bruger ca. 750 g sukker pr liter saft. Jeg starter dog altid forsigtigt ud, og smager saften til imens den koger op med sukkeret. Resten af familien får også gerne lov at give deres besyv med, så vi alle er enige om, hvor sød dette års rabarbersaft skal være.
På flasker
Når saften er kogt op med sukkeret, hældes den på flasker. Da én af mine store passioner er at lave snaps og likøre, har jeg ofte et godt lager af tømte spiritus flasker stående. De er på den måde desinficerede, og den mængde alkohol der måtte være tilbage på flaskens sider, er nok ikke mere skadelig end den atamon, jeg alternativt kunne have skyldet mine flasker med. Det er ihvertfald blevet min vurdering, og man smager ikke flaskens forrige ejer i det færdige resultat 😉
Så er der lækker, forfriskende rabarbersaft!…
Spændende at se hvor længe vi kan have dem på lager 😀






