En lille historie om roser og om at blive voksen
Det her grønne tip, handler om gødning til roser. Men for at nå frem, er jeg nødt til at gå en lille omvej. Jeg har nemlig aldrig rigtig brudt mig om roser. I de første haver jeg havde, valgte jeg dem meget bevidst helt fra. Jeg husker den store smukke klatrerose, med dybrøde blomster, som voksede på terrassen i det hus vi boede i før Fredvang. Som noget af det første da vi flyttede ind, satte jeg mig for, at rive den op. I dag får jeg helt ondt i maven af at tænke på det, og jeg husker også alle min mors gode argumenter for at lade den stå. Jeg var ung, havde meget små børn, og noget i mig sagde, at roser var besværlige, krævende, stikkende, ja nærmest utilregnelige… og tænk alle de punkterede bolte, og smertefulde, blødende sår de ville resultere i. Jeg var slet ikke i tvivl om, at roser aldrig blev noget for mig.
Da vi flyttede ind på Fredvang, var mere end et årti fløjet afsted siden den røde rose måtte lade livet. Mange torne har stukket mig siden da, men aldrig fra roser. En del bolde er punkteret og børnene har fået skrammer og rifter, som alle andre sunde og aktive børn. Men roserne har ikke gjort sig skyldige i nogen af de genvordigheder livet har budt mig. Det første der mødte os, da vi kørte ind i gårdspladsen på Fredvang, var et stort bed med roser. Smukke store sent blomstrende lyserøde busk roser. Jeg tænkte ved mig selv: Stakkels roser. Vi får det hårdt sammen. I sikker forvisning om, at med mine sparsomme erfaringer med roser, og min frygtsomme tilgang til planten, ville jeg snart få taget livet af dem…. Suk suk suk….
Men ti års levet liv, genvordighederne inkluderet, har gjort noget ved mit syn på roser. Jeg lod dem selvfølgelig stå, sammen med de mange andre roser, som gemte sig i den gamle gårdhave. Jeg ville i første omgang se, om vi kunne enes. Ville roserne mon være ligeså svære at omgås, som jeg forventede…
Jeg er blevet glædeligt overrasket !
Roserne er blevet min yndlinge. De minder mig på forunderlig vis om livet, om mig selv, om det unyttige og smertende, om det magiske og smukke. De kræver omsorg og pleje, og det på en forsigtig og opmærksom måde. De kræver plads og næring, men så kvitterer de også med farver, skønhed og berusende dufte. Der er meget godt at sige om ungdommen, men med alderen åbner livet de mest interessante døre, og jeg har fået meget mere mod på, at gå igennem dem. Nok gør det ondt engang imellem, jeg river mig let, når jeg har for travlt, men giver jeg mig god tid, trækker vejret dybt ned i maven og nyder det som kommer, skal det hele nok gå. Ihvertfald er mit rosenbed vokset 😀
Tryk på fotoet herover…
Gødning til roserne
Efter min nye åbenbaring mht. roser, opstod behovet for at sætte mig lidt mere grundigt ind i deres pleje. Og her er der rigeligt med gode råd at finde både digitalt og på biblioteket. Det stod mig dog hurtigt klart, trods alle velmente- og gode råd, at jeg måtte finde min egen vej. Jeg er alt for praktisk og måske også uorganiseret til både at læse og huske alle de rigtige anvisninger, så jeg har taget de vigtigste til mig, og prøver mig herfra lidt frem. Jeg vil så hjertens gerne bevare mit nye gode venskab med roserne, og det er derfor vigtigt, at det ikke dør hen i alt for mange kedelige formaninger, som jeg bliver bange for at glemme. Så altså… Roser behøver kalk og gødning! Det er til at forstå, og for at huske det, står der nu en fin gammel skål i vindueskarmen i mit køkken, hvori kaffegrums og æggeskaller bliver samlet sammen. Det giver simpelthen så god mening på alle planer. Vi drikker en del kaffe, og i en familie med hønsehold og to spejlæg-elskende teenager, har det vist sig, at produktionen af hjemmelavet rosen gødning snildt dækker det behov havens roser har.
Tryk på fotoet herover…
Blandingen af æggeskaller og kaffegrums kommes i en spand, som jeg har stående i drivhuset. Når potionen er tilstrækkelig stor, knuses og mixes skaller og grum med en lille rive, og er nu klar til at blive strøet under trængende rosenbuske. Jeg ved at kalken fra skallerne ikke er omsat i løbet af en nat, men over tid vil det hele formulde, og næringen blive tilgængelig for planten.
Tryk på fotoet herover.
Et rose-galleri til dig…
Resultatet er ikke til at tage fejl af. Mine roser har i år kvitteret med et væld af smukke blomster og grønt løv. Der har kun været begrænsede mængder af utøj i planterne og slet ikke noget, som har kunnet true den sunde vækst. Blomstringen har endda gentaget sig her på tærsklen til efteråret, og jeg nyder stadig at gå ud og sætte næsen i de smukke blomster, og inhalere den berusende duft af liv og skønhed 😀