10 hvalpe og et nyt familiemedlem
I foråret 2021 fik vi en fantastisk oplevelse. Vores skønne Broholmerblanding Lulu nedkom med ti, smukke og velskabte hvalpe. Heriblandt Cleo, som er blevet vores nye og trofaste familiemedlem.
Det blev en sommer fuld af liv og glade dage…. og lange arbejdsdage for hele familien 😀
Lulu og Kvik
Inden vi flyttede på landet, havde vi snakket om, at det kunne være hyg´ligt med hund nr. to. Vi havde i forvejen Kvik, en lille stædig foxterrier med alt den personlighed, charme og kærlighed man kan ønske sig af en terrier.
Den første sommer vi boede på Fredvang (2017), fik vi derfor Lulu. En skøn blandingshvalp med Broholmer som den dominerende race. Hun er ligeså godmodig og rolig, som hun er tung og magelig. Kvik blev hurtigt Lulus store forbillede, og de var et fantastisk makkerpar.
Farvel Kvik
Kvik var en ældre herre, og vi måtte med stor sorg tage afsked med ham i efteråret 2020. Savnet var stort, ikke mindst for Lulu. Vi havde gået med tanken om, at Lulu skulle prøve at være mor, og måske det var tidspunktet til det nu.
10 hvalpe
Huxi blev far til Lulus hvalpe. Han er selv en blanding med Broholmer, og temperamentsmæssigt også et perfekt match til Lulu. Graviditeten forløb ganske bemærkelsesfrit og i starten af Maj 2021, fik Lulu hvalpe.
Hun har været en omsorgsfuld og hengiven mor. Har haft rigeligt af mælk og tålmodighed til alle ti. Fire hanhunde og seks tæver.
Liv og glade dage
Maj og Juni bød på godt og lunt vejr, så vi tilbragte mange skønne timer i haven og på terrassen med hvalpene. Lynhurtigt fik vi et personligt forhold til dem alle, og selvom en del af dem lignede hinanden af udseende, kunne vi ret hurtigt kende forskel på dem, i kraft af deres personlighed og temperament. Det var livsbekræftende at opleve al den energi, nysgerrighed og hengivenhed.
Så mange grin, så meget kærlighed og jo… også en hel del at se til mht. pleje og pasning af 10 hvalpe. Men det var det hele værd. Aldrig har Fredvang været så fuld af liv og nuttethed, som i de to en halv måned.
Vi fandt heldigvis nogle skønne hjem til dem alle hvalpene. Weekenderne gik med besøg af de mange glade familier, og på ingen tid, var hvalpene klar til at flytte hjemmefra.
Cleo
Vi havde heldigvis besluttet at beholde en hvalp selv. Lulu er ikke en enspænder, og hun trængte til selskab fra en artsfælle. Cleo er blevet en stor del af familien, og har genoptaget arven efter Kvik. Hun har et meget andet temperament end Lulu. Hun er flabet, selvstændig, legesyg og fuld af gode idéer. Hun minder os på så mange måder om Kvik. En rigtig charmetrold. Hun er samtidig også utrolig kærlig og opmærksom på sin familie, og elsker udelivet i både have og stald. En rigtig gårdhund, med god tyngde og masser af overskud. Super elskelig som sin mor.
Film
Hvalpe fulde af liv
Film og Foto
Herunder følger et diasshow, samt et par film fra tiden med de 10 skønne hvalpe.








































