Kommen
Kommen har kant, karakter og personlighed. Den er som plante samtidig utrolig elegant, florlet og gavmild. Det er et frø, der særligt inden for det gastronomiske, deler vandene. Jeg voksede som barn op i 80’erne, hvor kommenost stadig var fast inventar i mange husholdninger, og gl. dags surbrød med kommen, ofte blev serveret som madbrød. De seneste år er min oplevelse dog, at kommenfrøet ligeså langsomt, er forsvundet fra krydderihylden. Det er efterhånden sjældent, at jeg støder på den karakteristiske, aromatiske, og karakterfyldte smag, uden for eget køkken. Af samme grund, er det blevet en yndet plante i køkkenhaven, hvor den midt på sommeren, generøst strør om sig med kommenfrø. Det er altid i så rigelige mængder, at der bliver til både krydderihylden og salg i frøbutikken.
Kommen er en meget gammel kulturplante i skærmplantefamilien. Den har igennem tiden, haft stor udbredelse som både krydderplante og som lægeurt. Kommen er to-årig. Det første år, hvor frøene kommer i jorden, skyder de mørkegrønne rosetstillede, dobbelt fjersnitdelte blade op. Bladene kan fint bruges som krydderurt i dressinger og salater, og har en mild, fin kommensmag.
I plantes 2. vækstsæson skyder den meget tidligt frem af jorden. I de år jeg har haft kommen i haven, har den således stået stor-blomstrende allerede sidst i maj, sammen med den grønkål, som er overvintret. Det er en stor glæde, at gå i det hvide og gule blomsterflor, når resten af køkkenhaven bliver tilsået, og de første lugninger skal påbegyndes.
Kommenfrøene sås i april-maj måned. planten bliver gerne et sted imellem 40-60 cm høj, og får de fineste hvide skærmblomster i 2. vækstsæson.
Jeg sår dem gerne i en af rækkerne i køkkenhaven, hvor jorden er godt gødet. Derudover er min erfaring, at planten i store træk passer sig selv. Den største udfordring kan være, at huske hvor rækken blev sat i 1. vækstsæson. Planten visner ned og fosvinder i løbet af vinteren, og spire derefter på ny i det tidlige forår i 2. vækstsæson.
En halv række kommen i 2. vækstsæson. Planterne er allerede godt på vej, midt i køkkenhaven, sidst i april.
Hvide kommenblomster sammen med gule grønkålsblomster sidst i maj. De ses bagerst i billedet i køkkenhaven.




