Ærteblomster - Lathyrus Fredvang Frø

ÆRTEBLOMST / LATHYRUS

Duften af ærteblomster er fortryllende. Jeg planter dem gerne mange steder i haven, og elsker at gå en aftentur i skumringen, hvor ærteblomsternes duft forener sig med nattergalesang, og det rødgyldne skær fra solnedgangen. Det er sansemættende og berusende, og rigelig grund til at gøre sig umagen, at så en masse ærteblomster 🙂

Planten behøver støtte og gerne en form for klatrestativ. Et hegn den kan klatre op af er alle tiders. Det er i den sammenhæng meget praktisk, at stort set alle vore urtehaver er hegnet ind, af hensyn til høns, harer og råvildt. Hegnet kan om sommeren forvandles til en smuk, blomstrende ærteblomsterhæk. Jeg laver også gerne lidt interimistiske konstruktioner af pilegrene i krukker og bede.

Ærteblomsterne egner sig virkelig godt til buketter, som kan stilles rundt om i huset, og sprede skønne dufte. Det er derudover en rigtig god idé, at plukke af blomsterne, da det får planten til at sætte mange nye blomster.

Ærteblomsterne kan sås direkte i jorden udenfor. Vil man fremme spiringen lidt, kan de med fordel lægges i blød i lidt vand inden såning, men det er ikke nødvendigt, hvis ellers jorden er fugtig nok. Jeg forspirer også gerne lidt planter i drivhuset, for at have ærteblomster helt fra starten af sommeren 🙂

Planten bliver ca. 100-170 cm. høj, og vil gerne have godt med både vand, varme og næring for at vokse godt til.

Ærteblomst er også kendt under sit latinske navn Lathyrus odoratus eller bare Lathyrus. Jeg foretrækker gerne at kalde planten Lathyrus, da det afhjælper en del misforståelser. Det med `ærte-´ kan nemlig godt give anledning til overvejelser mht. om planten/ærterne er spiselige. Det er de ikke!

Både bælg og ærter er giftige, og ikke egnede til indtagelse for hverken dyr eller mennesker.

Men blomsterne hjælper helt sikkert på humøret, og en buket med lathyrus vil helt sikkert vække glæde hos de fleste 🙂

Ærteblomster - Lathyrus