Blodkløver

BLODKLØVER

Blodkløveren er en utrolig smuk kløverart, som tiltrækker et hav af insekter. Den har et højt indhold af nektar og pollen, og skulle efter sigende give en meget velsmagende honning. De smukke, røde blomsterstande står derudover godt i en sommerbuket af vilde blomster. Blodkløver er velegnet til grøngødning, dækafgrøde og efterafgrøde.

Blodkløveren bliver ca. 20-70 cm. høj, og fungerer rigtig godt til bredsåning. Den kan sås fra april til september, men udvikler sig hurtigst, når jorden er lidt varm.

Sås den i foråret, vil den blomstre ca. 10-12 uger efter.

Sår man den i august og september, overvintrer blodkløveren som grønne rosetter, og vil blomstre i slutningen af maj året efter.

Bruges Blodkløveren til efterafgrøde, skal den sås fra august til starten af september. I løbet af vinteren vil planten holde på alle jordens gode næringsstoffer, og forhindre derved udvaskning af regnen i løbet af vinterhalvåret. Kløveren opsamler derudover kvælstof fra luften, som den beriger jorden yderligere med. Den forebygger samtidig ukrudt i at rodfæste sig i den periode, hvor jorden ikke dyrkes. Foråret efter vendes plantedelene ned i det øverste jordlag, inden haven tilsås. 

Blodkløver danner en middeldyb pælerod, med mange side-rødder, der bidrager til jordens porøsitet og forbedre jordstrukturen.

Blodkløver og kornblomster fredvang