Efteråret på Fredvang giver virkelig alle ens sanser noget at arbejde med. Her dufter af moden frugt, latyrus i blomst, våd jord, visne blade, kål, hindbær, isop og dage som går for hurtigt på hæl. Et væld af dybe, intense farver møder én når gardinet rulles fra om morgenen. Disen løfter sig over den dybtliggende eng, med et dramatisk tilsnit, som kun gør efterårets farvepragt endnu mere betagende. Der summes og kvidres, samles til huse og fedes op. De tunge, stille morgener afsløre selv musenes og mosegrisenes, ihærdige færd med at samle foråd til vinterens snarlige komme. Afvikling, udvikling og indvikling. Jeg er vild med efteråret!
Jeg har mange planer for min urtehave ved sæsonens start. Vinteren bliver flittigt brugt til at studere havebøger og tegne skitser, samt nedfælde erfaringer fra året der gik. Forventningerne er store, intentionen god og målet med det hele…
Ja én ting er i hvert fald sikkert omkring målet: det er altid blevet omdefineret når efteråret trænger sig på. Jeg bliver lige forundret hvert år. Det mål jeg satte, synes lig’som at være forsvundet, og jeg kan aldrig helt finde det igen. Haven har sat sig sit eget mål, og det imens sommeren varmt og venligt helt af sig selv, skred dovent afsted. Midt på sæsonen gør det mig ofte frustreret, og i vildrede. Hvem er det egentlig, som bestemmer i min have; mig selv, ukrudtet, insekterne, fugle, dyr, vejret ? Jeg justerer forventningerne, tilpasser mig, prøver noget nydt og når høsten kommer giver det hele endeligt mening. Sammenspillet, det svære kompromis, tolerancen og engagementet, den gensidige accept, forståelsen for, at det ikke er alt i denne verden som kan og skal styres, tæmmes og kontrolleres. Alt dette har min have bevæget mig igennem. Og jeg er nået mere moden ud på den anden side 😀 Jeg bliver så lyk´lig. Efterår er lykke.
Min rucola. Et godt eksempel på et uforudset have-mirakel.
Jeg lod min rucola fra sommeren 2018 overvintre. Jeg lader nødigt min jord stå bar vinteren over, så det var mere et grøntgødnings-projekt, end en egentlig forventning om, at den skulle overvintre. Men det gjorde den, og jeg kunne i det tidlige forår høste helt utroligt lækkert, sprødt og saftigt rucola til madpakker og salater. Smagen af hjemmehøstet rucola kan ikke rigtig sammenlignes med den købte, posepakkede i supermarkedet. Den nyhøstede rucola er simpelthen en smagseksplosion af de store. Foråret igennem blev jeg faktisk nærmest ufrivilligt draget ned i urtehaven. Mine smagsløg havde et umætteligt behov efter umami smagen fra rucolaen, den kildrende fornemmelse i munden og den stærke eftersmag. Heldigvis var der rig mulighed for at få den stillet. Jeg var taknemmelig, og rucolaen fik måske af samme grund, frit spil i urtehaven, hvor den gladeligt bredte sig ud over både rødbeder og gulerødder… Ups!
Nu sår jeg heldigvis gerne flere rækker af de mest yndede grøntsager flere steder i haven, ‘just in case’ . Jeg begynder så småt at kende mine styrker og svagheder mht. det at holde have. Jeg er langt fra særlig konsekvent, jeg har svært ved at sige farvel til noget som gror, og jeg har ofte gang i så mange forskellige projekter, at en del i løbet af sommeren, må se sig noget forsømte. Eller ‘sat fri’ for at bruge en mere opløftende vending. Rucolaen blev i den grad ‘sat fri’. Den har vokset vildt og frodigt, skærmet for kvikgræs og melder og understreget landbokvindens til tider lidt lemfældige måde at holde have på.
Og så skete miraklet da efteråret kom, alt begyndte at aftage, visne, falme og mængden af planter som vores bier kunne trække på svandt… Rucolaen sprang ud med det smukkest gule tæppe af små sarte blomster! Mad i spande vis til efterårssultne insekter af mange slags. Gul glæde og virkelig lykkelig slutning på mit rucola eventyr, som ikke helt fulgte den plan jeg havde lagt… Heldigvis 😀