Et får og fire lam
I marts 2020 fik vi vores første hold lam på gården. Vi havde købt fire ilæmmede moderfår og en gimmer. Prima var den første til at lemme. To fine vædderlam, som var hurtigt på benene, trivelige og veludviklede. Kun et par dage efter nedkom Hængøre. Vi opdagede det ved en mangestemmig brægen fra engen da vi stod op. Da vi kiggede ud stod der fire lam omkring Hængeøre. Landboen var sikker på de to måtte tilhøre ét af de andre får. Men nej, alle fire lam var Hængeøres. Tre væddere og en gimmer. De første dage forløb uden problemer. Det så ud til at alle fire lam fik mælk nok, de var varme og livlige og Hængeøre tog sig fint af dem.
På tredjedagen begyndte hun dog at afvise det ene vædderlam. Til stor forundring for os, nu da hun jo faktisk havde klaret det hele så fint. Hver gang han ville dige, stangede hun ham væk. Det var hjerteskærende at se på, og den ulykkelige brægen fra det lille lam, gjorde bestemt ikke tingene bedre.
En stor og nødvendig beslutning
Vi måtte gøre noget, og beslutningen om at flaske ham op blev taget. Skønt Hængeøre så ud til at være i fin stand, antog vi, at hendes afvisning af lammet, måske skyldtes at hun havde for lidt mælk til at mætte alle fire lam.
Vi besluttede at tage to vædderlam fra til opflaskning. På den måde havde de selskab af hinanden, så isolationen fra resten af fåreflokken ikke blev helt så dramatisk. Vi indrettede vores udestue med en lille `kravlegård´, foret med halm og satte en varmelampe op. Nætterne var stadig kolde, og lammene små.
Mad til et lam
Lammene blev flasket op på Unika mælkeerstatning. Vi fulgte anvisningen på posen slavisk, og med succes.
Blandingsforholdet til lam var 200g Unika rørt ud i 0,9 ltr. vand. Det blev udrørt ved ca. 50 grader og derefter kølet lidt ned. Når lammene fik det i flasken, havde det en temperatur på ca. 39 grader.
Frem til lammenes 8. dag fik de 0,2 ltr. af denne blanding 4 gange i døgnet.
I forår og sommermånederne opholder vi os meget i udestuen, som ligger lige op af køkken og gang. Døren havde vi til at stå åben, så lammene føltes aldrig langt væk. Vi indrettede flaske-givningen, så det ikke blev en sur tjans, men en hyggestund, for de af familiens medlemmer, som havde lyst til nuttet råhygge i rigelige mængder.
Vi gav således flaske omkring kl. 23 inden vi gik til køjs. Igen kl. 5 sammen med morgenkaffen, kl. 11 om formiddagen og igen til en eftermiddags hyggestund omkring kl. 5.
Allerede fra uge 2 blev antallet af flaske-givninger i løbet af et døgn sat ned til tre. Lammene skulle nu have 0,3 ltr. pr. flaske. Og hold op et sug der er i sådan en lille fætter. Ligeledes var timerne op til det tidspunkt hvor de skulle have flaske, fyldt med en del brægen og jamren.
Lammene havde fra starten fri adgang til hø og kraftfoder, meeen… dejlig lun, sød mælk, akkompagneret af godt selskab og masser af klø og klap, er nu langt at fortrække.
På 14. dagen blev rationen sat yderligere op, og frekvensen af flaske-givningerne ned. De fik nu flaske 2 gange i døgnet af 0,5 ltr. pr. flaske. Det niveau blev de på til de var omkring en halvanden måned gamle.
Herefter begyndte nedtrapningen, og det var ikke let, hverken for os eller lammene.
`Lillen´ får to lærlinge
De to vædderlam, blev hurtigt en meget naturlig del af familien. Eftersom de boede i udestuen de første mange uger, var de altid med i haven når vi var ude. De fulgte os trofast, og elskede hygge og klø langs ryggen. De var overhovedet ikke særligt interesserede i at græsse, eller opføre sig særlig meget som får, hvilket gav os en del bekymringer.
Interessen for både hø, græs og kraftfoder var overraskende lille, hvilket resulterede i en ret lind afføring.
Lam som går med deres mor, lærer nærmest med det samme at spise hø og græs. Det var tydeligt at vi på den front, ikke havde været lige så gode forbilleder. Derfor besluttede vi, at lammene skulle til oplæring ved en artsfælde. Vi var ved at udfase flaske-givningen, og vi havde en gimmer, `Lillen´, som jo ikke havde fået lam. Lillen havde desuden følt sig noget udenfor, da alle de andre får blev mødre, så hun påtog sig velvilligt opgaven med at lære de to vædderlam op i livet som får/vædder. Landboen fortsatte en godt stykke tid, med at give de to vædderlam godnat-flaske. Med vand skal tilføjes. Men hyggen omkring det, var ikke til at undvære for nogen af parterne.
Den 12. juli flyttede vores to nu temmelig store lam i eget hus på egen mark, lige foran vores terrasse. Landboen havde bygget en skøn ungkarle hybel, hvor alle vædderlammene endte med at gå indtil de skulle slagtes. Og ja…. De blev slagtet, for det er primært derfor vi har får. Vi har får, for at kunne være selvforsynende med kød. Så vi ved at det kød vi spiser, kommer fra dyr, som har haft et værdigt liv. Et liv vi kan stå inde for, et liv så tæt på det naturlige, som vi nu kan tilbyde dem.
Slagt af lam
Vi kørte ikke vores flaskelam på slagteri. Vi har en dygtig slagter på Mols, som tager sig godt af de slagteklare lam, og laver et virkelig flot stykke arbejde, så de øvrige vædderlam, blev kørt derud. Men Landboen kunne ikke nænne, at tage afsked på den måde. Han slagtede dem selv, og det blev gjort med al den respekt og højtidelighed der sig hør og bør ved en sådan leglighed.
Vi værdsætter virkelig det kød vi får fra vores lam. Vi gør os umage med at tilberede det, og er taknemmelige for, at have været en del af det liv, som er gået forud. Det er aldrig sjovt at slagte. De dage er altid fyldte med vemod og andægtighed. Men det er en del af det selvforsynende liv, som vi har valgt at leve. En nødvendig del. Livet på landet rummer store øjeblikke. Liv og død, Glæde og sorg. Det går hånd i hånd. Vi følger ydmygt med, og værdsætter det at kunne tage del og være tæt på.
En smuk rejse, dog helst uden gentagelse…
Det var en fantastisk rejse vi havde været på den sommer. En rejse som af gode grunde ikke førte os uden for egen matrikel, men som ikke desto mindre rummede alle de store oplevelser, man kan forvente sig af en rejse ud over grænserne af det kendte. Udfordrende, berigende og fuld af ubeskrivelige og bjergtagende øjeblikke.
At flaske to lam op, var helt sikkert en større beslutning, end vi havde regnet med fra starten. Der var meget arbejde og mange bekymringer forbundet med opgaven. Også mange lyk´lige stunder, som vi ikke ville have været foruden. Dog var den sidste afsked barsk, og måske den væsentligste årsag til, at vi efterfølgende vil gøre meget for ikke at komme i en lignende situation igen. Vi må erkende, at den tilknytning vi fik til de to fyre hen over sommerhalvåret, gjorde det endnu sværere at sige farvel, end det i forvejen er.
