Solsikker

SOLSIKKE

Solsikken er nok den blomst i vores have, hvis navn tydeligst beskriver planten. For sikke en masse sole, der stråler fra haven i løbet af sommeren her på Fredvang, og det selv når regnen siler ned 🙂

Vores blomsterhave startes altid med en lang række solsikker. Deres store, gule blomster vækker glæde, og giver masser af mad til først insekter, og siden fuglene i form af solsikke frø. Når dagene bliver kortere, og kulden tager til, flokkes fuglene omkring bedet med de store, runde frøstande, som har god, fed næringsværdi.

En enkelt solsikke i en vase er nok til at løfte stemningen på en gråvejrsdag betragteligt, og sætter man et par stykker i en sommerbuket, bliver det nærmest overdådigt og vildt betagende. Solsikker er et `must´, og de er heldigvis superlette at få til at vokse. Planten kan variere lidt i højde, og bliver her på Fredvang et sted imellem 160-200 cm. høj. Vækst og højde kan anspores ved at gøde lidt ekstra, hvilket får planten til at løbe ekstra i vejret. Solsikken kan godt lide varme og sol, og er i stand til at dreje sig efter solens stråler. Sår du kun nogle få solsikker, vil de givetvis få brug for lidt støtte hen af vejen, i form af en høj pind el. som de kan bindes op af. På Fredvang sår vi en lang tæt række, og blomsterne støtter på den måde hinanden, og behøver kun sjældent opbinding.

Solsikke