SOMMERVIKKE
Sommervikke er en smuk grøngødningsplante, som egner sig fortrinligt til dæk- og efterafgrøde. Den vokser hurtigt, og hindrer uønsket vegetation i at spire frem. Den er derudover kvælstofsamlende. Insekterne er vilde med sommervikke, og de små, fine, lilla blomster lyser op i den grønne, let filtrede, bladmasse.
På Fredvang har vi et stykke jord stående, som får lov at leve sit helt eget liv. Et stykke skrub ville man nok før i tiden have kaldt det. Her er sommervikken kommet helt af sig selv. Vi havde faktisk ikke selv givet det den store opmærksomhed, før en god ven og biolog kommenterede det begejstret, på en gåtur langs stykket. Sommervikken giver hvert år masser af mad til bier og insekter, variere engstykket med sine viltre-lilla spraglede oaser og emmer af liv og vitalitet.
Den kan sås fra april til august og bliver ca. 20-40 cm. høj. God til bredsåning.


