VALMUE
Der er en hvis nostalgi og sart skønhed over valmueblomsterne. Før i tiden var det ikke usædvanligt, at de bølgende grønne og gule kornmarker, var dekorerede med de fine røde blomster. Røde valmuer og blå kornblomster indgår stadig i mit billede af livet på landet, selvom de i kornmarkerne nu ofte, er sprøjtet væk.
I vores blomsterhave får de til gengæld lov at udfolde sig. Vi sår gerne en række midt i det hele, og frøene fra sidste års blomstring, sår også sig selv villigt. Der dukker derfor valmuer op mange steder i haven, til glæde for både os og rigtig mange insekter. Humlebierne er helt tossede med valmuer, og de udgør et skønt par. De er værd at bruge lidt tid på at betragte 🙂
Valmuefrøene fra Fredvang, er et mix af flere forskellige arter. Farverne kan variere, selvom den røde valmue er dominerende. De bliver ca. 60-100 cm. høje, og kræver meget lidt af haveejeren. Vil du gerne selv nogenlunde kunne bestemme, hvor valmuerne kommer næste år, nipper du bare frøstandene af umiddelbart efter blomstring.
Såvejledning
Valmuer er ret taknemmelige og spirer let. De små frø har faktisk godt af lidt frost, så du kan så dem allerede i efteråret. Det kan dog være forbundet med et hvis spild, da frøene let kan blive spist, af mange af havens vilde beboere bl.a. mus. Vind og vejr vil muligvis også flytte lidt rundt med frøene, og de kan ende med at komme for dybt i jorden, hvor de ikke får lys nok til at spire når foråret kommer.
På Fredvang planter vi valmuer i det tidlige forår, og vi i er også sluppet godt fra, at strø lidt frø helt hen i maj. Det danske forår, byder jo gerne på nogle kølige nætter, langt hen på sæsonen. Frøene skal endelig ikke for dybt i jorden, men bare lige akkurat dækkes, så de binder til jorden. Det kan være en fordel at blande frøene op med lidt jord eller sand, når du sår dem. Især hvis der er lidt vind, og du gerne vil have styr på hvor frøene lander. Er du til den vilde have, og blomstrende overraskelser, kaster du bare en håndfuld i luften, og lader vind og tilfældigheder bestemme frøenes placering 😀
Rigtig god fornøjelse



